Jeg er i fare

Jeg er udsat for en af de farligste epidemier i verden. Den er normalt ikke så udbredt i Bangladesh, men der er meget snak om den i den vestlige verden. Og jeg er i overhængende fare for at blive offer for den. Jeg taler selvfølgelig om fedme-epidemien. Efter de første par dage begyndte mine skræddersyede bukser ligesom at springe op når jeg åbnede dem – og i dag da jeg kom hjem til hotellet opdagede jeg at mit bæltespænde var sprunget op – og det sker ellers normalt kun når …  nej det er lige meget.

Jeg underviser stadig, men jeg kalder det “Workshop” hvilket betyder det ikke er mig der forbereder materialet for hver gang. Efter en workshop bad jeg to udviklere skrive en kladde til vores Quality Assurance Handbook. Det er de edderhamrende dygtige til. Ikke bare at skrive den, men også at komme med nye input til selve indholdet i processerne og produkterne som helt klart skal med og som jeg slet ikke havde tænkt på. De er vildt gode til processer og dokumentation – mit job i vores workshop bliver faktisk bare at holde lidt i tøjlerne så det hele ikke løber løbsk med flere og flere processer og procedurer, indtil vi slet ikke har tid til at udføre det egentlige arbejde.

Jeg kan godt hygge mig med at arbejde med dem, vi er på bølgelængde rent fagligt, men humoren tør jeg ikke helt lade få frit spil. I dag skulle jeg f.eks. give nogle kontanter til en kvindelig kollega som skal betale for min chauffør. Der ville jeg i Danmark være fristet til lige at sige “Tak for i aftes” mens jeg overrakte pengene, men det vurderer jeg ville være ilde set her. Såmænd også lidt ilde set i Danmark, men der er det tættere på at gå an :)