Selvregulerende

Bangladesh er et farligt sted. Man kan hurtigt komme til at foræde sig. Mine skræddersyede bukser passer ikke helt så godt længere. Der er så mange muligheder for at få masser af god mad hele tiden og ikke særligt meget andet at lave. Oveni hatten er maden ofte meget fedende. Det forstår man godt, for der bliver brugt så ufatteligt meget olie i maden. I supermarkedet var der en hel sektion kun med madlavningsolie. Der var nogle få 1-liters-flasker på den nederste hylde som ikke rigtig blev købt af nogen, men ellers var der hylde efter hylde med 3-liters dunke af madlavningsolie.

Men heldigvis er der i Bangladesh en slags selvregulerende system af ens vægt. De har nemlig været så forudséende ikke at sætte udløbsdatoer på maden. Så når man ind imellem kommer til at spise noget der er for gammelt, hvilket skete for mig i denne uge, så kan man godt regne med at tabe sig igen de næste par dage. Meget fint system de har fundet på der.

Men jeg har iagttaget at problemer med fedme ikke er noget gennemgribende problem blandt dem der bor på gaden. Måske man skulle udgive en slankebog: “Bliv slank og brun på 14 dage – bo på gaden i Bangladesh”. Det er også derfor det var dumt spurgt, da en bekendt havde peget på et træ og spurgt en bengaler “Kan de frugter spises?” Svaret var selvfølgelig: “Nej, de kan ikke spises. Så havde de ikke været der”. Et andet eksempel er, at da der var oversvømmelse for kort tid siden, så man bangladeshere som fangede fisk i gaden. Der er mad. Tag det. Spis det.

Jeg blev eksponeret for ekstra mange stakkels mennesker i dag, da jeg besøgte den gamle del af Dhaka med en bangladesher (Hun havde sjovt nok aldrig været der, så det var mig der arrangerede turen). Vi sejlede lidt op ad floden/kloaksystemet og kunne se hvordan folk vaskede tøj og sig selv i floden. Der indgår godt nok til dels vand i flodens sammensætning, men man bliver ikke særligt ren af at bade sig i den. Det svarer nok til at bade sig i vandet fra toiletkummen. Bogstaveligt talt.