Positiv særbehandling

Jeg har lige været i “GrameenPhone Customer Care” i Dhaka for at få aktiveret internet og hævet kreditgrænsen på mit nye simkort. Butikken var som en tilfældig TDC-butik i Danmark, med forskellige telefoner til salg og et elektronisk nummersystem, så man kan trække et nummer og i ro og mag kigge sig omkring indtil tavlen viser at det er éns tur næste gang.

Da jeg kom ind var der en sælger der blev lettere befippet og da han så jeg gik hen mod den maskine som uddeler numre til køen, skyndte han sig hen og trykke på knappen lige før mig og gav mig så nummeret i hånden. Jeg sagde tak for den betænksomme gestus, noterede mig at der var 10 i køen foran mig og satte mig i en sofa.

Cirka 10 sekunder senere kom den samme venlige herre hen til mig og spurgte om der var noget han kunne hjælpe med. Jeg fortalte jeg var kommet for at få aktiveret internet på min telefon. Straks tilkaldte han en medarbejder fra baglokalet, fik åbnet en ekstra kasse og snart efter havde jeg fået hvad jeg var kommet efter.

Jeg kan ikke vide med sikkerhed hvorfor jeg var så heldig at få så god service, men jeg kan fortælle et faktum, som måske kan få en Sherlock Holmes derude til at lægge 2 og 2 sammen:

Jeg var den eneste blege 2 meter høje skandinav med lyst hår og blå øjne i butikken.

Jeg siger som sagt ikke det er derfor jeg fik positiv særbehandling. Det kunne være fordi jeg havde et Hugo Boss-bælte på eller fordi jeg var kunde nummer 100.000.000 (ikke utænkeligt).

Af andet nyt kan jeg fortælle at Hitler’s Mein Kampf er meget populær i Bangladesh. Ironien bliver ikke mindre af at de teenagere som sælger bogen i trafikken er fattige, mørke i huden og handicappede.

Og det er ligesom systemudvikling fordi … nææh, det er det nok ikke.