Det siger man ikke

Som lovet, lover jeg der kommer noget om udvikling i næste indlæg.

Der er til tider nogle morsomme kulturforskelle i hvad man kan sige til hinanden. Jeg vil gerne give eksempler som ikke lige er fra kontoret, da det kunne være følsomt.

Jeg har en veninde som arbejder med en lille NGO og bor hos en lokal familie. Hun viste dem nogle billeder fra hendes tur til Kuala Lumpur med nogle veninder. Den unge mand peger på et billede af hendes to veninder og hende, og udbryder “Look! Thin, thin, thick!”. Det er ikke et forsøg på at være morsom – det er vel bare en konstatering. Men absolut upassende i vores kultur. (Hun er i øvrigt slet ikke overvægtig, men har måske lidt mere kvindelige former end de to andre piger.)

En anden dag fortæller hun at hun ikke kan spise flere ris. “I will be fat” uddyber hun. Svaret fra Yousuf er: “When any boy embraces your body he will find it verryy comfortable”. Meget sødt, men selvfølgelig også vildt upassende, specielt da det IKKE er sagt for sjov.

Den slags er såmænd meget sjovt og mere eller mindre hverdag her. Men det interessante er ikke så meget de små ‘misforståelser’ af den art. Det er langt mere interessant at tænke over hvor mange gange vi selv bliver misforstået – vel at mærke hvor vi slet ikke er klar over det. Det kan vi af gode grunde ikke vide, men jeg er sikker på det sker lige så tit som omvendt.

Hvor skal du hen, du?

Under den bangladeshiske Eid-ferie valgte jeg at tage til Nepal og komme lidt væk fra det hele. Det gav mig mulighed for at tænke nogle lidt dybere tanker end man gør til hverdag.

Pokhara i Nepal er et meget smukt område, men når man vandrer op ad et bjerg er man nødt til hele tiden at kigge ned for at se hvor man træder. Hvis man kigger op mens man går, træder man forkert og falder. Men ville det ikke være ærgeligt at kigge ned i jorden hele tiden? - så ville man jo ikke se det smukke område som man kom for. Så i stedet for at nøjes med at koncentrere mig om det næste skridt, stoppede jeg op og så hvor jeg var på vej hen.

På samme måde som det at stoppe op under bjergvandringen gav mig mulighed for at se hvor jeg var på vej hen, var SELVE bjergvandringen et opstop fra min dagligdag – at stoppe op fra min dagligdag, gav mig mulighed for at se hvor jeg er på vej hen. Jeg fandt ud jeg var på rette vej.

I løbet af ferien blev jeg imponeret over hvor nøjagtige rejsearrangørerne var med de forskellige ture. Jeg havde forventet at “klokken 6” betød “omtrent halv syv”, men da jeg skulle på en turene og satte mig ned i minibussen klokken 06:05, kiggede de andre passagerer sådan lidt underligt bebrejdende på mig og minibussen kørte lige med det samme. Jeg var meget overrasket over de var så nøjagtige med tiden.

Det begyndte dog at give mening nogle dage senere. Efter jeg havde opholdt mig i Nepal i 6 dage og været på et utal af forskellige ture (4 er et utal) og skulle med flyet hjem via Indien, ville jeg stille tidszonen på min telefon tilbage til indisk tid. Det var der jeg opdagede at tidszonen allerede var på indisk tid. Nepal kører med GMT +5:45. Mit ur havde gået et kvarter forkert hele ferien!

I næste indlæg lover jeg der til dels indgår noget om systemudvikling. Men om der indgår noget som handler om systemudvikling i næste indlæg, er ikke sikkert.

Nogen der fangede den?