Kampen med Lærer-Niels

Gennem det sidste år har jeg undervist holdet her i XForm og i systemudvikling generelt – både rent teknisk, men også i et væld af principper som ikke direkte har noget at gøre med at udvikle. Det kan være sådan noget som hvordan man forholder sig til kravspecifikationer og hvordan man svarer en projektleder som presser en for svar. Jeg synes selv jeg har gjort det godt og har skabt en god udviklerkultur som i meget høj grad værdsætter kvalitet. Skulderklap til mig.

Nu er hverdagen så småt begyndt og jeg er ikke længere Lærer-Niels, men i stedet udviklingschef og Projektleder-Niels. Nu er det virkelig tydeligt for mig at de har lyttet til mig og de følger nu det jeg har lært dem. Blandt de mange basale ting er, at hvis man endnu ikke har forstået og analyseret en opgave, kan man heller ikke estimere den.

I min rolle som projektleder er det irriterende at de lyttede til mig dengang. Jeg er afhængig af estimater for at kunne planlægge alles tid – og udviklerne nægter ganske enkelt at give mig estimater før de har analyseret færdigt, selvom jeg presser dem. Utroligt irriterende, men jeg er også meget stolt af dem. Det kræver disciplin at give et blankt nej til sin chef, særligt i kulturen hernede som er mere autoritativ end i Danmark.

Under min deltagelse i analysen af en opgave, diskuterede jeg med en udvikler om en bestemt delfunktion skulle med eller ej. Jeg var inklineret til at sige nej, for jeg var i projektlederrollen og havde i baghovedet at netop den opgave ville være en af dem som allerede ville blive lidt svær at planlægge. Udviklerens argument var til gengæld godt. “Men uden vil man mangle den og det ville ikke være komplet”. Jeg synes også han mumlede et eller andet jeg engang har sagt om kvalitet.

Han havde ret. Lærer-Niels havde vundet. Jeg håber Lærer-Niels vinder over Projektleder-Niels hver gang, uanset hvor irriteret Projektleder-Niels bliver.

Selvregulerende

Bangladesh er et farligt sted. Man kan hurtigt komme til at foræde sig. Mine skræddersyede bukser passer ikke helt så godt længere. Der er så mange muligheder for at få masser af god mad hele tiden og ikke særligt meget andet at lave. Oveni hatten er maden ofte meget fedende. Det forstår man godt, for der bliver brugt så ufatteligt meget olie i maden. I supermarkedet var der en hel sektion kun med madlavningsolie. Der var nogle få 1-liters-flasker på den nederste hylde som ikke rigtig blev købt af nogen, men ellers var der hylde efter hylde med 3-liters dunke af madlavningsolie.

Men heldigvis er der i Bangladesh en slags selvregulerende system af ens vægt. De har nemlig været så forudséende ikke at sætte udløbsdatoer på maden. Så når man ind imellem kommer til at spise noget der er for gammelt, hvilket skete for mig i denne uge, så kan man godt regne med at tabe sig igen de næste par dage. Meget fint system de har fundet på der.

Men jeg har iagttaget at problemer med fedme ikke er noget gennemgribende problem blandt dem der bor på gaden. Måske man skulle udgive en slankebog: “Bliv slank og brun på 14 dage – bo på gaden i Bangladesh”. Det er også derfor det var dumt spurgt, da en bekendt havde peget på et træ og spurgt en bengaler “Kan de frugter spises?” Svaret var selvfølgelig: “Nej, de kan ikke spises. Så havde de ikke været der”. Et andet eksempel er, at da der var oversvømmelse for kort tid siden, så man bangladeshere som fangede fisk i gaden. Der er mad. Tag det. Spis det.

Jeg blev eksponeret for ekstra mange stakkels mennesker i dag, da jeg besøgte den gamle del af Dhaka med en bangladesher (Hun havde sjovt nok aldrig været der, så det var mig der arrangerede turen). Vi sejlede lidt op ad floden/kloaksystemet og kunne se hvordan folk vaskede tøj og sig selv i floden. Der indgår godt nok til dels vand i flodens sammensætning, men man bliver ikke særligt ren af at bade sig i den. Det svarer nok til at bade sig i vandet fra toiletkummen. Bogstaveligt talt.

Er tiden cyklisk i Bangladesh?

En trovaerdig dansk kvinde fortalte mig at der er en grundlaeggende kulturel forskel paa hvordan man opfatter tid i Danmark og i Bangladesh. Den korte forklaring (som er den jeg kan huske) er, at vi ser tiden ud fra et lineaert perspektiv og bangladesherne ser den ud fra et cyklisk perspektiv.

Disclaimer: Her er selvfoelgelig tale om en generalisering og som ved alle generaliseringer er der undtagelser, bla bla bla…

Men effekten af dette skulle efter sigende vaere aarsagen til at det for mange bangladeshere er svaerere at saette sig ind i betydningen af at overholde en deadline. Det goer ikke saa meget hvis vi ikke naar det i dag, for vi faar jo en helt ny uberoert dag i morgen igen og dem har vi masser af.

Danskere forstaar bedre at naar dagen er gaaet, kommer den dag aldrig igen – den dag er brugt fuldstaendig op, uanset hvad man beskaeftigede sig med den dag.

Jeg oplever at det har den positive betydning at de fleste bangladeshere er meget taalmodige. Utaalmodighed stammer vel fra den viden, at den tid man lige nu spilder, faar man aldrig igen. Hvis man ikke taenker over det, er der vel ingen grund til at vaere utaalmodig.

Jeg skulle have flyttet nogle stole fra et kontor til et andet. Ved en kommunikationsfejl kom flyttefolkene til at tage afsted cirka 3 timer foer de skulle. Derfor var de noedt til at staa udenfor kontoret og vente i 3 timer indtil jeg ankom. Hvis jeg var flyttemand, ville jeg vaere mere end almindeligt irriteret over at skulle vente i 3 timer, men i dette tilfaelde var det ikke engang et emne og min kollega misforstod mig sig da jeg bragte det faktum paa banen, at det var aergeligt de skulle staa og vente saa laenge. “Bare rolig, de er der stadig” sagde han.

Ja det ved jeg godt de er. Men alliwel.

Da jeg naevnte “Jeg kan ikke lide at spilde folks tid” fik jeg i oevrigt et blik i bakspejlet fra min chauffoer … han venter mindst 8 timer paa mig hver dag (men det ER til gengaeld hans job)

En lille snak om afføring

Hvis du snart skal til at spise, kan det være du skal vente til bagefter med at læse videre.

Jeg har hørt adskillige omtale Bangladesh som et lorteland. Ikke mig. Jeg kan godt lide at være her og jeg har mødt enormt mange flinke mennesker her … og det siger jeg ikke kun fordi jeg ved at mine bangladeshiske kollegaer bruger Google Translate og læser min blog.

Men måske er det med lorteland ikke så forkert. Det er trods alt ret udbredt med afføring der ligger i gaderne … og det er i de riges del af byen, jeg tør ikke tænke på forholdene i de fattige dele. Specielt når det begynder at regne lidt, så spreder der sig en lugt af tis i hele byen.

Men vent, der er mere.

Forleden mødte jeg én som snakkede om sin tur uden for hovedstaden Dhaka. Hun fortalte det var skønt, for når hun trådte rundt i mudder, så VAR det virkelig bare mudder. Jeg er kommet til et land hvor man er glad hvis man kan få chancen for at traske rundt i mudder.

Men vent, der er mere.

I nat hørte jeg lyde mens jeg sov. Jeg listede op og tændte lyset og kunne så se en ca. 20 cm lang hale stikke ud fra mit air-condition-anlæg som hænger over sengen. Formentlig en gekko. Den troede den gemte sig, men havde glemt sin hale. Inden jeg kunne nå at tænde mit (pink) kamera, var den dog kravlet ind i sikkerhed. Da opdagede jeg nogle små sorte duppeditter på hovedpuden ved siden af (som “heldigvis” ikke var optaget af nogen). Da jeg bankede på AC’en for at jage den ud, faldt der flere efterladenskaber ud. Resten af natten sov jeg på sofaen.

Men vent, der er mere.

Jeg bor i et fredeligt område, men Bangladesh generelt er ikke specielt fredeligt, specielt hvis man ikke tænker sig om. En pige fortalte hvordan hun var blevet overfaldet af et par gutter, bevæbnet med pinde. Hun kom ikke noget til, men måtte da slippe sine ejendele. Historien blev toppet af en anden pige der fortalte hun var blevet overfaldet med chilipulver og kokager.