Manipulation

Jeg skrev tidligere om eksempler på “Engrish” – skilte i Asien som er oversat forkert til engelsk. Det finder man ikke i Bangladesh. Her er alt engelsk korrekt, selvom det ikke er noget den menige bangladesher går og bruger særligt meget til daglig. De lærer godt nok engelsk i skolen, men i Danmark lærer vi også tysk i skolen. ‘Nuff said.

Jeg grinede lidt da jeg så nedenstående skilt på hotellet. Jeg lader den lige så et øjeblik.

 

Morsomt ikke? Et skilt for appelsinjuice, men der er billeder af æbler på skiltet. Muhahaha! Utroligt morsomt.

Ok, måske ikke så morsomt, men det ligner da grangiveligt en form for “Engrish”, ikke?

Det er det ikke.

Hotellet har fire forskellige motiver til alle deres skilte, hvor æbler er ét af dem. De bliver anvendt helt tilfældigt til alle de hundredevis af skilte og de har på intet tidspunkt haft en intention om at motivet skulle passe til det som står på skiltet.

Så ja, rent skiltemæssigt er Bangladesh stadig et fejlfrit land. Ret imponerende. Måske ikke et dårligt sted at finde software-udviklere med speciale i Quality Assurance.

Dygtige udviklere straffes

De mange indtryk som jeg får hver dag, af at arbejde sammen med mennesker jeg slet ikke kender, som i øvrigt tilhører en helt anden kultur, er formentlig grunden til jeg får nyt perspektiv på en række emner.

F.eks. har jeg observeret at dygtige udviklere straffes. Både i Danmark og i Bangladesh. Alle mennesker er forskellige, men arketypen af en udvikler er en person som godt kan lide at deltage aktivt i udvikling og langsomt se hvordan det bliver bedre og bedre og med tilfredshed se hvordan éns værk bare fungerer perfekt. De dygtigste udviklere er typisk dem som har det sådan – de er de dygtigste fordi de er drevet af interesse, foruden udsigten til at få løn.

Derfor er det også ironisk at det netop er de udviklere som bliver straffet. De får ikke lov at lave det de gerne vil og det som de er allerbedst til. Deres høje indsigt i mange forskellige dele af softwareudvikling er højt værdsat og er en nødvendighed for at udarbejde og validere de bedste tekniske designs. Derfor tager man skræmmende ofte den dygtigste udvikler ud af et udviklerhold og sætter personen til at være softwarearkitekt eller forretningsanalytiker.

Jeg har selv oplevet det, men jeg har også set det ske et utal af gange. Nu står jeg så selv i situationen hvor jeg har et par håndfulde dygtige udviklere, hvor et par stykker skiller sig ud ved at være niveauet bedre end de andre – de forstår alting med det samme og stiller de helt rigtige spørgsmål og er så klar til at gøre det de gør allerbedst: Udvikle.

Men historien gentager sig. Der er brug for dem. De allerdygtigste udviklere bliver (af mig) sat til at lave højniveau designs, validere de andres lavniveau designs, hjælpe de andre med tekniske vanskeligheder og i det hele taget sørge for at slutproduktet bliver bedst muligt. Det er bedst for den samlede proces, men det ender med at de dygtigste udviklere slet ikke får lov at udvikle.

Engrish i Bangladesh

Man kan have meget morskab med at finde andres fejl. F.eks. morer "Engrish"-skilte som nedenstående mig ret meget.

Men hvis det er morsomme skilte jeg vil have, er jeg kommet til det forkerte land. Ovenstående skilt er ikke fra Bangladesh. I Bangladesh har de også deres eget skriftsprog, men der er masser af skilte med engelsk - og der er slet ingen fejl i. Slet ingen. 0. Menukortene indeholder heller ingen stavefejl. Det er faktisk ret utroligt. Går man ned af Nørrebrogade kan man da ikke finde en eneste pizzabiks som kan stave til noget som helst.

Jeg tror Bangladesherne prøver så meget at leve op til vestlige idealer at de overgår os på vores eget felt på mange punkter. Det kan også være det er derfor de går endnu mere op i procedurer og dokumentation end vi gør.

De virker til at have meget respekt for mig og mine meninger - og vil oprigtigt lære noget om hvordan vi gør tingene, dog har de alligevel, med rette, stolthed i hvordan de har opbygget deres egen organisation til at fungere. Nogle gange kan det være sjovt, hvis vi er et par stykker der går ind på mit kontor, så skruer jeg uden at blinke min air condition ned på 16 grader og lader så bare som ingenting. Selvfølgelig griner vi sammen af det kort efter, hvilket viser en anden kvalitet - humor og/eller taktisk snilde :)

Nu vi er ved karaktertræk, var der en sød receptionist der tog imod mig på hotellet, da jeg skulle betale for lidt flere dage på mit kort, hvor hun så sagde "Du skal være her helt til den 12. juni? Hvor er vi heldige at have sådan en 'handsome' mand boende så længe". Jeg synes den slags hudløs ærlighed er forfriskende.

Jeg er i fare

Jeg er udsat for en af de farligste epidemier i verden. Den er normalt ikke så udbredt i Bangladesh, men der er meget snak om den i den vestlige verden. Og jeg er i overhængende fare for at blive offer for den. Jeg taler selvfølgelig om fedme-epidemien. Efter de første par dage begyndte mine skræddersyede bukser ligesom at springe op når jeg åbnede dem – og i dag da jeg kom hjem til hotellet opdagede jeg at mit bæltespænde var sprunget op – og det sker ellers normalt kun når …  nej det er lige meget.

Jeg underviser stadig, men jeg kalder det “Workshop” hvilket betyder det ikke er mig der forbereder materialet for hver gang. Efter en workshop bad jeg to udviklere skrive en kladde til vores Quality Assurance Handbook. Det er de edderhamrende dygtige til. Ikke bare at skrive den, men også at komme med nye input til selve indholdet i processerne og produkterne som helt klart skal med og som jeg slet ikke havde tænkt på. De er vildt gode til processer og dokumentation – mit job i vores workshop bliver faktisk bare at holde lidt i tøjlerne så det hele ikke løber løbsk med flere og flere processer og procedurer, indtil vi slet ikke har tid til at udføre det egentlige arbejde.

Jeg kan godt hygge mig med at arbejde med dem, vi er på bølgelængde rent fagligt, men humoren tør jeg ikke helt lade få frit spil. I dag skulle jeg f.eks. give nogle kontanter til en kvindelig kollega som skal betale for min chauffør. Der ville jeg i Danmark være fristet til lige at sige “Tak for i aftes” mens jeg overrakte pengene, men det vurderer jeg ville være ilde set her. Såmænd også lidt ilde set i Danmark, men der er det tættere på at gå an :)

Imponerende procedurer for kvalitetssikring

Fængende overskrift, ikke? Man ved bare det bliver sjovt.

På denne tur er jeg afsted en måned og et af hovedemnerne jeg skal undervise i er Quality Assurance. Kvalitetssikring er et område hvor vi lægger meget energi, dels fordi det er vigtigt og dels fordi vi helt bestemt kan blive bedre til det. Jeg talte i dag med en af de ansvarlige for Quality Assurance i den bangladeshiske virksomhed. Han skulle også i gang med at træne i QA og han gav en ærligt talt imponerende indføring i deres principper og især deres velgennemtænkte procedurer. Utroligt lærerigt.

Der er dog lige et problem. Det svarer til at købe en meget stor sportsvogn hvis man har en lille … ego. Alle de fine procedurer er kompensation for et område de igen og igen viser de ikke er særligt gode til. Eller det vil sige – de har nået et acceptabelt niveau i kraft af den voldsomme indsats de har gjort på området.

Det er måske fordi jeg har en (!) meget stor ego, at jeg bilder mig ind, at mine erfaringer, blandet med lidt uddannelse, kurser og lufthavnsbøger, kommer til at give et langt bedre resultat og gør mit hold hamrende gode til kvalitetsikring.

Apropros sportsvogne, har jeg ikke fået den samme chauffør som sidst. Ham her er lige så sjov, han ved det bare ikke selv. Han sagde min tidligere chauffør ikke egnede sig til at køre med europæere, fordi han ikke var god til engelsk. Sekunder senere prøvede han at forklare mig ordet ‘shabadi’ ved at fortælle det er det samme som ‘kobor’. Tak for det. Desuden fortalte han at han var glad for at køre en europæer. Han fortalte de værste var asiater. Ret racistisk udtalelse og også lidt underligt eftersom han som bangladesher i Bangladesh i Asien ret beset må betegne sig selv som asiat. Han påpegede dog at det især var kinesere, japanere, indere, pakistanere han ikke kunne lide.

Udvikling er ligesom sex

God udvikling er ligesom god sex. Man husker hvis det er godt og man sæt ter typisk ikke særligt pris på at det går hurtigt. Det er faktisk en af de mest hyppige fejl man begår som ny udvikler (når man udvikler!). Man tror at der er nogen der værdsætter at det går hurtigt, men det der bliver husket er om resultatet er godt. Ok, kan man virkelig gøre godt selvom det går hurtigt, så er det da fint, men det er bare ikke realistisk. Heller ikke når man udvikler.

Det gælder ikke kun ved udvikling. Jeg tror på det gælder med alt man laver. Folk husker kun om det var godt. At det tog en time, en dag eller en uge mere, husker man ikke et halvt år senere. Det er selvfølgelig dårlig stil at sige til samme dag som deadline, at det tager 2 uger mere – man skal sige til når man ved det. Men stadig, selvom det er dårlig stil først at sige til samme dag som der er deadline, så er det stadig bedre end at levere noget dårligt.

Ovenstående skal jeg lære det bangladeshiske udviklingshold om en uge når jeg skal afsted igen. Alle danskere forstår analogien som jeg indledte med, men er det klogt at bruge analogien overfor bangladesherne? Nok ikke. Det vil nok være bedre at bruge madlavning som analogi i stedet. Det er også en klassiker at man kommer til at tage pastaen af blusset for tidligt fordi man er sulten. Så sidder man og spiser pasta der knaser og ærgrer sig over man ikke var bare lidt mere tålmodig.

Kvalitet er vigtigere end hastighed. Hastighed er fint – men er kvaliteten ikke i orden, er det lige meget.

Det kunne have været overskriften, men jeg synes ligesom den anden fængede lidt bedre.