Viljen til at gøre det godt

Det går rigtig godt med undervisningen. Nogle af dem har en del mindre erfaring end jeg havde forventet, men det går hurtigt fremad. Fælles for dem er, at de vil gøre deres bedste, hvis man viser dem vejen. Jeg skal passe på med at generalisere for meget. Alle der generaliserer om mennesker er racister (!).

Jeg vil alligevel tillade mig at generalisere og påstå, at ‘de’ helt generelt har en meget stor vilje til at gøre det godt – og det gælder hele samfundet. Det er en kultur-ting. Se bare eksemplet til højre (telefonen). Det er fra mit hotelværelse. Ved toilettet er der en telefon, men der er f.eks. ikke nogen toiletbørste. Jeg vil ikke vide hvorfor den telefon er der, men det er formentlig et udtryk for vilje til at yde en eller anden form for god service, som jeg ikke har lyst til at kende til.

Apropros ting som jeg ikke vil vide, var jeg lige på en restaurant i nærheden af hotellet. Rigtig lægger buffet, spis alt hvad du kan – med tre slags kylling. Når jeg kommer ind er der 4 tjenere til at tage imod mig. Der er plads til 50 gæster og der er en buffet til 50 gæster. Men vi er kun 3 gæster i restauranten og det er prime time spisetid. Hotellets italienske restaurant kan godt måle sig med buffeten her udenfor hotellet, men udenfor hotellet er prisen rundt regnet 8 gange lavere – og så bliver du mæt. Jeg vil ikke vide hvorfor restauranten udenfor kan gøre det så meget billigere, hvorfor deres kylling smager helt specielt eller hvorfor der er så få herreløse hunde i området.

I dag gav jeg udviklerne to umulige opgaver. Det første var at opsætte Capevo’s egen caching-platform, XCache. Den er uundværlig til .NET-applikationer i load balancing, men til gengæld temmelig svær at opsætte. At installere XCache svarer lidt til når man skal øse suppe i sin tallerken.

(her havde jeg en forklaring af analogien, men kom frem til at det alligevel ikke svarer til at øse suppe op – pointen er, at der er meget at holde styr på – man skal både holde styr på låget, sin tallerken og suppeskeen, men … nej, glem det)

Vi fandt ud af det, takket være noget godt gammeldags gåpåmod. Bagefter gav jeg dem en endnu sværere opgave – de fik to linjers engelsk tekst som svarede til et, i øvrigt aktuelt, kundeønske. Værsgo at skrive en teknisk kravspecifikation på hvordan det implementeres i XForm. Denne opgave er vel at mærke givet til dem efter en 1-times introduktion til XForm. Opgaven er umulig. Alligevel gik de i gang og det var naturligt nok meget forkert, men der var også meget rigtigt – undervejs fik de lært en masse om XForm, hvilket var pointen.

Så de har masser af gåpåmod og går i gang med opgaven selvom den er umulig. Det skal jeg så også lige vænne dem af med altid at gøre - nogle gange skal man sige fra når det er umuligt. Andre gange skal man selvfølgelig bare bruge den ekstra time som det umulige tager.

Gadekrig

Det er virkelig et helt andet land jeg er kommet til. Der er lige nu skyderi i gaderne. En eller anden højtstående i BDR, det vil sige politiet, er blevet skudt og der er stadig skyderi i gaderne. Det er dog isoleret til en lille bydel langt væk, så det er ikke fordi der flyver kugler ind gennem vinduet.

Alles umiddelbare reaktion var, at de gerne ville hjem. De virkede ikke særligt rådvilde, som om de har prøvet sådan en situation ofte før, hvilket de givetvis har. Til gengæld var de bange. De havde en tilsyneladende en naturlig angst for situationen og var ikke i tvivl om at de gerne ville begynde hjemrejsen nu – for på sådan en dag kan den tage 5 timer.

Min chauffør skulle vente på mig nede foran, men havde åbenbart øjnet en chance for at tjene lidt ekstra penge på at køre ture mens han venter på mig, så han er nu formentlig flere timer væk. Dvs. 3-4 kilometer.

De troede først det var RAB og BDR der skød mod hinanden. RAB er en speciel politistyrke som har lov til hvad som helst og som er etableret for at fjerne korruption fra det almindelige politi. Umiddelbart lyder det meget godt, men det der “hvad som helst” bryder jeg mig ikke meget om. Det lyder lige lidt for effektivt.

Men det handler åbenbart om nogle soldater i miltæret som gør oprør, fordi de ikke vil være underlagt hæren, men ønsker at være en paramilitær gruppe direkte under deres indenrigsministerium. De har efter sigende taget deres overordnede som gidsler i deres eget hovedkvarter og kræver at tale med statsministeren. Politiet er mødt op, svært bevæbnede og der var åbenbart skudveksling mellem de oprørende soldater og politiet.

Det faglige træder lidt i baggrunden i sådan en situation. Jeg havde tidligere på formiddagen understreget vigtigheden af at anvende beskrivende metodenavne og hvor vigtigt det var at huske at have en stærk opdeling af datalaget, businesslaget og præsentationslaget. Det synes en smule mindre vigtigt lige nu …

Jeg har det godt og er i fuldkommen sikkerhed og var aldrig i fare.

Sproget er vigtigt

Når man kan bede om “A bottle of water” på en restaurant og blive misforstået, ved man at sproget er vigtigt. Han forstod mig ikke, men det var ikke noget problem – jeg slog bare over på bangladeshisk og spurgte igen, ingen problemer der.

Jeg snakker bangladeshisk med min chauffør to timer dagligt mens vi sidder fast i trafikken. Vældig hyggeligt og vældig brugbart. Jeg har lært en masse vigtige ting, blandt andet udtalen af en masse forskellige varianter af ris. I starten var det ret svært at udtale korrekt.

Min chauffør/sproglærer er meget sød og giver mig ret uanset hvordan jeg udtaler det, så jeg ved aldrig helt hvornår jeg gør det rigtigt. Når jeg brugte det bangladeshiske senere, på kontoret og på gaden, var det tydeligt jeg ikke udtalte det helt rigtigt. De forstod det, men var lidt forvirrede først. Jeg prøvede igen dagen efter og hørte virkelig grundigt efter hvad han sagde og mente så jeg begyndte at ramme plet. Jeg fandt senere ud af, at grunden til det var lidt svært at udtale, er fordi min chauffør læsper enormt meget. Jeg troede det var en del af sproget, men da jeg først fik spurgt andre om udtalen, viste det sig at være ret nemt. Der er faktisk ingen lyde på bangladeshisk der er svære at udtale.

Foruden det afværger misforståelser, er sproget også brugbart på en anden måde. Jeg får nærmest uendelig respekt for at kunne nogle få gloser og bruge dem på det rigtige tidspunkt. F.eks. når der kommer en ind med te, siger jeg “Cha Kabu” - “Te drikke/spise”. Det er tydeligt de andre bliver stolte og glade over jeg gør mig umage for at lære sproget.

Nogle gange opstår der alligevel misforståelser selvom man forstår sproget – som jeg skrev tidligere, består kommunikation af mere end sprog. F.eks. spurgte tjeneren til om jeg ville have noget tilbehør til maden og jeg sagde straks “Shada Bat” - “Hvide ris”. Han smilte og nikkede på sin sære måde og kom lidt senere med retten. Misforståelsen bestod i, at jeg ikke havde regnet med han havde gemt to små overraskelser i form af hele små grønne chilier, som er den stærkeste slags der findes. Jeg fik svedetur, tårene løb ned af kinderne og jeg fik brystsmerter. Den vigtigste regel i Bangladesh er: “Det er ikke en bønne, det er en chili!”

Jeg leder efter nøglen

“I want to walk”. Det er nok. Man kan blive frustreret over at der konstant er cykeltaxier der stopper og spørger om man vil køre med i stedet for at gå. Men det er bare et spørgsmål om at kende nøgleordet. De godtager ikke “Nej tak”. De godtager heller ikke “Gå væk”. De godtager argumentet for at jeg ikke vil køre med dem. F.eks. “I want to walk”. De ville sikkert også forstå “I have no money”, hvis altså de troede på det. Men pointen er, at de vil bare have argumentet.

Jeg leder efter nøglen til at afkode det som banglaerne siger og til at kode det som JEG siger, så de forstår det sådan som de skal. En del af nøglen er selvfølgelig sproget, som desværre tit er en kombination af engelsk og bangladeshisk. Hvis man nogle gange synes de taler lidt hurtigt og man ikke fanger alle ordene, så er det altså fordi de smider bangladeshiske ord ind midt i sætningen, hvis der lige er et ord de ikke kan huske på engelsk.

Mine samtaler med min chauffør er ret ambitiøse – f.eks. holdt vi for rødt og jeg ville gerne høre hans mening om hvor vidt lyskryds gavnede eller forværrede trafikken. Han svarede et eller andet med at det hele var politiets skyld, da jeg pludselig fik mit svar. Det er nemlig komplet ligegyldigt om der er lyskryds eller ej - lige pludselig besluttede hele feltet af biler, at nu havde de holdt for rødt længe nok og så begyndte de at køre, helt upåagtet af der stadig var rødt og at der stadig kom krydsende biler.

Tilbage til emnet … der er en nøgle som skal bruges for at jeg kan kommunikere effektivt med banglaerne og den nøgle skal jeg finde – og pointen fra før er, at nøglen består ikke kun af sprog, men også af kulturforskelle i hvordan man forstår forskellige beskeder.

Der er en specifik nøgle jeg godt kunne tænke mig at finde lige nu. Det er hvordan man gør det klart, at man kræver et svar. Det er åbenbart fuldstændig i orden, at undlade at svare på noget jeg spørger om. Jeg stiller et spørgsmål og får ikke noget svar - det er ikke ment som en fornærmelse eller noget, men det ændrer jo ikke på at jeg gerne vil have det svar. Hvorfor får jeg ikke svaret når jeg stiller spørgsmålet? Hvad skal jeg sige for at få svaret? Den nøgle er jeg på jagt efter nu.

De klassiske forskelle

Når man kommer til et fremmed land, lægger man ofte først mærke til alle forskellene. En af de mange forskelle, er hvordan man taler engelsk. Man skulle tro det var på samme måde, da det er det samme sprog, men det er det ikke.

F.eks., når man sidder i flyet får man altid beskederne på to sprog. Både på engelsk og så flyselskabets sprog, i dette tilfælde Gulf Air, hvilket er arabisk. Man hører først den ene besked og den giver ikke meget mening: “فليس من المهم ماذا يعني هذا النص -- كل ذلك المهم هو ان لدي بعض النصوص التي يبدو أنها العربية ، لأنني في حاجة إليها لبلادي بلوق …” lyder det fra højttaleren. Det er først når beskeden kommer i sin oversatte form at man opdager, at det man lige hørte faktisk var den engelske udgave af beskeden.

En klassisk forskel på Danmark og Bangladesh er, at de ikke forstår et hovedryst på samme måde som os. Deres hovedryst ser lidt anderledes ud, men det betyder “ja” eller “ok” – i hvert fald ikke nej. Det vil jeg indlede med at fortælle de bangladeshiske udviklere når jeg møder dem på søndag (hvor deres arbejdsuge starter, en anden lille forskel) – det kan være det kan afværge nogle misforståelser eller i hvert fald kan det være de bliver opmærksomme på, at vi er i fare for at misforstå hinanden. Det er vigtigt at kunne forstå hinanden. Hvis de er dygtige kodere, men ikke forstår mig, betyder det bare de koder det forkerte dobbelt så hurtigt.

Jeg gik en tur og da en cykeltaxi-mand kom hen og tilbød sine tjenester, rystede jeg på hovedet og sagde “no thanks”. Han blev ved min side i en kilometer eller to mens jeg forsøgte at forklare han spildte sin tid. Det var først efter et stykke tid jeg kom til at tænke på, at hver gang jeg rystede på hovedet, troede han, han var ved at have mig overbevist.

Varmen. Det er varmt hernede. 35 grader eller sådan noget. Bangladesh er et af de steder hvor man hurtigt bliver tørstig og skal have en vandflaske med sig overalt.

Apropros tørstig, har jeg lige spist frokost. Jeg fandt en fin lille frokostbuffet og tog noget som jeg synes grangiveligt lignede hvide ris med nogle oksekødsstykker på. Efter at have smagt, viste det sig dog at være chili med chili på. Suppen var lige så dan. Den var sådan lidt rød og hvid og tyk. Den lignede lidt ild. Og den smagte også ligesom ild.

Det var vist alle de meget åbenlyse forskelle. Forskelle er interessante. Dem kommer jeg mere ind på senere.

Kun faglige udfordringer

Der er detaljer i min undervisningsplan som jeg er i tvivl om hvordan jeg håndterer bedst. Skal jeg lave fælles øvelser eller skal jeg sende dem ud i grupper … ?

Det er et godt tegn! Det er en faglig udfordring og den skal jeg nok løse. Det er lige nu aftenen før jeg skal flyve og jeg har kun faglige udfordringer foran mig. Alt det praktiske er forberedt af en uvurderlig Project Support-medarbejder som har arrangeret det hele – og det hjælper at hun kender til Bangladesh i forvejen. Jeg skal bare stige på flyveren på det rigtige tidspunkt, så går resten stort set af sig selv.

Jeg har lige pakket – det er umuligt at huske det hele. Jeg har i baghovedet at hvis jeg bare husker pas og penge, så går resten nok – men det vil godt nok være mere end almindeligt irriterende at glemme min laptop og min mobil. Jeg skal bruge min mobil til at holde kontakt med banglaerne mens jeg er dernede, så det er ikke smart at glemme den … men hvornår har jeg nogensinde glemt min mobil når jeg bare skulle normalt på arbejde 3 km væk? Hvorfor skulle det være sværere at huske når man skal 7.000 km væk?

Det jeg skal opnå mens jeg er dernede er, at få indført en kodekonvention, hvilket betyder alle skriver deres kode på den samme måde, så det er lettere at læse hinandens kode. Jeg forestiller mig det i stigende grad er vigtigt, jo flere man er. Jeg ved ikke præcis HVOR vigtigt, da jeg aldrig har været involveret i et projekt hvor 15 udviklere arbejder på samme produkt samtidig – og nogle af dem har 7.000 km mellem sig. Man kan altså ikke lige spørge hen over bordet, så der skal være nogle gode procedurer.

Desuden skal jeg rent praktisk have dem i gang med at producere noget. Vi har, som altid, masser at lave i Capevo -og ser rigtig meget frem til at se dem slå sig løs med at realisere nogle af de drømme vi har haft længe, men aldrig haft tid til at realisere selv. Det glæder jeg mig til.

Jeg skal til Bangladesh

Capevo, hvor jeg er Udviklingschef, er i gang med at indgå samarbejde med det bangladeshiske softwarefirma, Leads. Det er et samarbejde som har været i sin opstart længe. Jeg besøgte dem sommeren 2008 og fik snakket med nogle af dem og undervist dem i hvordan man laver printvenlige formularer. Det viste sig de var helt enormt lærenemme og få måneder senere viste de sig at være mindst lige så gode som os selv til den disciplin.

Jeg skal til Bangladesh igen på torsdag. Denne gang bliver det to uger. Jeg skal undervise 10 bangladeshiske udviklere i hvordan man udvikler til XForm. Jeg glæder mig rigtig meget til det. Selvfølgelig både til rejsen og oplevelserne, men ikke mindst til det faglige perspektiv i at have 10 dygtige udviklere som kan udrette en masse godt til Capevo.

Jeg har planlagt turen for hver dag og hver time, inklusive komplet uddannelsesplan. Nu skal det gøre nytte at jeg kommer fra en lærer-familie. Jeg har lært fra tidligere, at det ikke er en god idé at fortælle 5 dage i træk, 10 timer pr. døgn, selvom jeg sagtens kan. En indlæringsproces fungerer noget anderledes, så nu har jeg indarbejdet nogle gode øvelser og fået det gode tip fra min far, at det er vigtigt at strukturere undervisningen på en måde, så dem der bliver undervist føler de får afsluttet nogle ting og kan begynde på nogle nye.

Der er også planlagt en tur til Bangladesh senere på året, hvor jeg skal undervise i løsningsudvikling og integration til XForm. Det bliver helt vildt spændende ud fra et fagligt synspunkt og selvfølgelig en uforglemmelig oplevelse uanset.

Jeg har tænkt mig at skrive her på bloggen om mine ture. Hvert indlæg som handler om Bangladesh-turene bliver også lagt ind på Facebook.